torsdag den 19. september 2013

Sensommer-tøse- og svampetur

Veninden og jeg har tradition for at tage en tur i sommerhus i september - bare os to - hvor vi får vendt hele verdenssituationen ;-)


Og vi hygger os rigtigt - dette billede viser bare den fantastiske sensommer-stemning vi havde på terrassen forleden. Friske bær og druer af egen avl, lidt snacks og kølig rosevin i glasset. Kan det blive bedre??


En del af traditionen er også, at vi skal på svampetur.
Det var vi også i år, men det var en lidt mager omgang - vi har før fået flere kg, men i år blev det kun til lidt kantareller.
Det var næsten ikke mere, end vi selv kunne spise.
Først blev lidt hakket løg svitset i smør, herefter tilsættes kantarellerne. Det svitses godt igennem, så en del af væden damper væk.


Krydres med salt og peber, og der tilsættes fløde - så meget som man nu synes. Koger ind til fløden tykner.


Vi fik det som tilbehør til en god bøf. Dejligt :-)


 Dog var der lidt tilbage, og det blev serveret på et stykke ristet flute, garneret med ovnristet skinke - så fik manden da også smagt årets svampehøst.

Skulle du et år få lavet rigeligt, så kan svampestuvningen sagtens fryses - og måske ville en portion på julefrokostbordet kaste lidt sensommersol over stemningen :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar